I takt med at øko-angst og øko-sorg har taget fat i samfundet på nye måder i løbet af de sidste par år , er tendensen til at foreskrive handling som et værktøj til at slå følelserne tilbage vokset. Men den klimabevidste psykoterapeut Caroline Hickman hævder, at der er en fare på lur i den følelse. Det er en genvej - en for hurtig bevægelse fra smerte til handling - og den truer med at efterlade folk langt mindre modstandsdygtige og i stand til at klare den økologiske krise, end de burde være.

Hickman siger, at vi ikke kun skal vokse op i klimakrisen ved at dyrke vores fantasifulde, kreative, beslutsomme og håbefulde kapaciteter, vi skal også vokse ned ved at opbygge vores tolerance over for frygt, depression, vrede, skyld, skam og angst. Når alt kommer til alt, er livet i en menneskelig og planetarisk nødsituation ikke en lige lineær progression. Der er opløftende sejre og oftere knusende tab. Vi skal fleksibelt kunne bære både ved at vokse op og vokse ned, så vi, efterhånden som vi kommer videre i livet, bliver dybere mennesker.

Vi har alle brug for at bearbejde nogle af de foruroligende følelser, der følger med vores livstruende økologiske virkelighed, lære at folde dem ind i vores liv og udnytte dem som styrke. Det er det, Hickman kalder "intern aktivisme", og det er lige så vigtigt som "ekstern aktivisme" - den mere konventionelle slags.